Her finder du svar på de mest gængse spørgsmål

Hvornår går man til psykoterapeut?

Der kan være mange årsager til, at man vælger at gå til psykoterapeut. I et eller andet omfang handler det om, at man har vanskeligheder, en problemstilling eller en decideret diagnose, som man ikke selv kan få løst og gerne vil have hjælp til at kigge på. Dit liv er ikke, som du ønsker. Nogle kan få hjælp af venner, familie og kollegaer. Men andre gange er det ikke tilstrækkeligt, eller man hellere vil drøfte sin situation med en uvildig.

Hvad er formålet med terapi?

Overordnet set er formålet med terapi at få det bedre. At få det bedre kan være mange ting. Fx. at du stopper med at tvivle, du får løst et problem, du kommer igennem en livskrise, du opnår et mål, eller generelt bliver mere tilfreds med dig selv og dit liv. At du føler mere glæde.

Vejen hertil går gennem bevidstgørelse og indsigt i dine vanskeligheder og udfordringer, fordi du så lettere kan træffe de valg og skabe de ændringer, som er gode og værdifulde for dig.

Hvordan foregår terapi?

Terapi foregår ved en fortrolig samtale, hvor du fortæller om din situation, bekymringer, ønsker osv.  Du vil opleve mig lyttende, at jeg stiller uddybende spørgsmål og ind imellem kommer med mine refleksioner. Med nysgerrighed og åbenhed undersøger vi sammen dine tanker, følelser, problemstillinger, adfærd og/eller mønstre, og finder en ny retning, strategi eller løsning i terapien. En del af terapien er, at man mellem konsultationerne øver sig på fx bevidstgørelse eller adfærdsændring. Øvelserne tilrettelægger vi sammen og de tilpasses til dig og din situation.

Terapiforløbets længde

Der er flere faktorer, der afgør længden af et terapi forløb. For nogle er det tilstrækkeligt med få konsultationer, for andre strækker det sig over uger og måneder. Ofte startes der med ugentlige konsultationer. Stille og roligt øger man intervallet fx til en gang om måneden. Du forpligter dig aldrig til et bestemt antal konsultationer. Vi aftaler næste konsultation fra gang til gang, alt efter hvad der giver mening i netop din livssituation. 

Din problemstilling, karakteren og længden af dit problem, din personlighed og ambitioner har indflydelse på antallet af konsultationer. 

Penge kan være en hindring for et optimalt terapiforløb. Det er en ærlig sag. Er dette tilfældet, så sig det til mig, så vi kan lægge en plan med udgangspunkt i dine midler. Noget terapi er bedre end ingen terapi, når livet er svært.

Etik og tavshedspligt

Det at være Kognitiv Psykoterapeut er ikke en beskyttet titel. Det vil sige alle kan kalde sig psykoterapeut og se klienter. 

Det er en selvfølge for mig at overholde god etik og moral, her under tavshedspligt, hvilket det har været i hele mit arbejdsliv. 

Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening, der er et kvalitetsstempel og garanti for, at jeg som terapeut har den nødvendige uddannelse og erfaring for at kunne hjælpe mennesker psykoterapeutisk.

Psykoterapeut vs. psykolog

Psykoterapeuter og psykologer er tæt beslægtede. Begge faggrupper beskæftiger sig med menneskets mentale sundhed og hjælper folk med at få det bedre psykisk. Men der er også forskelle (se her).

Psykoterapeuter tager udgangspunkt i samtalen og fokuserer på at identificere og bearbejde tanker, følelser, handlinger og hændelser, der er et problem for klienten. Psykoterapeuter, der, som jeg, er medlem af Dansk Psykoterapeutforening, har i deres uddannelse gennemgået egen terapi og personlig udvikling. De har taget en 4- årig deltidsuddannelse fra et privat uddannelsessted. Jeg er uddannet Kognitiv Psykoterapeut fra Cektos, Center for Kognitiv og Metakognitiv terapi.

Vi håber at du har fundet de svar du søger her på siden. Såfremt du sidder tilbage med spørgsmål og ikke kan finde svarende på min hjemmeside, er du meget velkommen til at kontakte mig.

Aabenraa

Klinik hos Aktiv Kiropraktik
Vestergade 23, st.
6200 Åbenrå

Telefontider:
Man-Torsdag 08.00 -17.00
Fredag 08.00 -14.30

Online konsultation

Har du ikke muligheden for at komme ind til klinikken, eller gør omstændigheder som Covid-19 at du føler dig mere tryg ved at gøre din terapi session digital, så tilbyder vi også at en session kan gennemføres online som et video- eller telefonopkald.....

Skal vi ringe til dig?

Du skal ikke vente.
Kontakt os nu og få konsultation.

OBS! Afbud skal ske telefonisk og 24 timer før din konsultation.